Ønskeskyen, Danmarks suverænt mest brugte ønskeliste, offentliggør i dag sin årsrapport for 2025 og lancerer samtidig helt nye design- og brugeroplevelser (UX) på tværs af app, web og søster-platformen GoWish til dets over 18 mio. registrerede brugere globalt. 

Udover opdatering af logoer og fonte kan brugere med det nye design vælge mellem flere farvetemaer og sætte et mere personligt præg på deres ønskelister; UX-forbedringer, der skal styrke den globale vækst i GoWish med særligt fokus på USA:

"Ønskelister fortæller noget om, hvem vi er, og hvad vi drømmer om. Derfor vil vi gerne skabe en oplevelse, der føles lige så personlig som de ønsker, brugerne gemmer hos os. De nye visuelle ændringer giver dem mulighed for at gøre Ønskeskyen og GoWish endnu mere til deres helt eget univers, samtidig med at vi har gjort oplevelsen enklere og mere inspirerende", udtaler Mads Dahlerup, CEO & Co-Founder af Ønskeskyen.

Store investeringer i AI og UX

Det nye visuelle design og UX har været længe undervejs og er blandt de mest signifikante forbedringer og investeringer, som Ønskeskyen har foretaget siden man i 2023 lancerede søsterplatformen GoWish og satsede internationalt - og netop globale vækst-investeringer sætter sit præg på årsregnskabet, der blev offentliggjort den 7/7 2026:

Alene i 2025 blev der brugt DKK29,2 mio. på videreudvikling af platformen, viser regnskabet. Og selvom bruttofortjenesten steg til DKK 72,5 mio. mod DKK 70,1 mio. året før, blev 2025-resultatet til et underskud på DKK 6,2 mio. mod et overskud på DKK 11,0 mio. i 2024 som følge af vækst-satsningerne. Disse inkluderer store investeringer i AI og UX, udvikling af de nye begrænsede Kids Accounts for platformens <15-årige brugere samt adskillige nyansættelser, hvorfor Ønskeskyen i dag beskæftiger over 100 medarbejdere.

“Det nye design danner ramme for næste fase af både Ønskeskyen herhjemme såvel som GoWish i udlandet, og i takt med at vores teknologiske forbedringer implementeres, vil ikke kun vores brugere, men også partnere løbende opleve nye funktioner, der gør platformen til en mere skræddersyet oplevelse, og som kan personliggøre mødet mellem brugere og brands", uddyber CEO Mads Dahlerup.

Vejen banet for amerikansk vækst i 2026

I takt med at det nye visuelle design og UX skaber en mere sammenhængende oplevelse på tværs af app og web, vil forbedringerne danne et stærkere fundament for både fremtidige funktioner samt udviklingen af kerneforretningen, der i tiltagende grad udgøres af partnerskaber med store udenlandske brands, som får indsigt i, hvad forbrugersegmenterne reelt ønsker sig og har købsintentioner om. 

Her vil bl.a. Ønskeskyens nyoprettede Global Commerce Media division og dets arbejde med ‘wish signals’ komme til at spille en vigtig rolle, og her skal væksten i høj grad bæres af udviklingen på det amerikanske marked, hvor man har fået over 9 mio. registrerede brugere:

"I dag er halvdelen af Ønskeskyens registrerede brugere at finde i USA på platformen GoWish, og det er helt exceptionelt. Meget få europæiske platforme formår at slå igennem i USA, og teamet har bevist, at både produktet og forretningsmodellen er kampdygtig på det amerikanske marked, hvor man i perioder i 2025 var blandt de mest downloadede apps på AppStore i USA. Derfor står vi i bestyrelsen fuldt bag ledelsens beslutning om at prioritere langsigtede investeringer og global vækst frem for kortsigtede resultater", udtaler bestyrelsesformand Rich Waterworth, der tiltrådte i 2025 efter mere end fem år som General Manager for EMEA i TikTok.

Kontakt · For yderligere information, bedes kontakt henstillet presse@onskeskyen.dk